Søren Pind

Så er der flyttedag! Denne blog har holdt til på denne adresse siden 2004, og har nu nået et niveau, hvor den ikke kan udvikles videre herfra, med mindre jeg gør noget temmelig drastisk.

I stedet har jeg valgt at indgå et samarbejde med Berlingske Tidende, fra hvis blog-univers jeg fremover vil blogge. Det kommer til at ske under overskriften "Livet, friheden og..." Indlæggene vil stadig blive lagt op her på siden, dog et par dage efter de er lagt ud på Berlingske. Kommentarfunktionen vil blive nedlagt og hele den del flyttes til Berlingske, så debatten finder sted der.

Jeg er glad og stolt over at være - så vidt jeg ved - Danmarks første professionelle politiske blogger. Tillad mig i denne forbindelse at takke alle bidragsydere gennem årene. Det har været en sjov og spændende udvikling at være med til - det var med bæven, f.eks., jeg i løbet af årene åbnede for kommentering. Men det er alt i alt gået fint.

Jeg håber folk vil flytte med over på Berlingske og deltage i debatten der. Der vil i løbet af nogle dage komme et link op, der henviser direkte til den nye side.

Jeg vil stadig sende nyhedsbreve ud med mellemrum, og der vil jeg foreslå, du tilmelder dig i den anførte rubrik på forsiden.

Du kan finde min nye blog her

Alt godt

Søren Pind

Det var farverige Peter Forchammer, den nu konkursramte milliardær, der i sin tid konstaterede, at da han først blev milliardær holdt alle de mærkelige spørgsmål om hans liv og levned op.

Det var også Uffe, der engang i en mørk stund betroede mig, at uanset hvad skulle man ikke være så optaget af det her og nu agtige i politik, for der gælder tyngdeloven også. "What goes up must come down et vice versa".

Og nu er der i færd med at ske for vore øjne. I dag i Berlingske kommer de længe tilbageholdte historier om, hvor dygtig en politiker, Lars Løkke Rasmussen egentlig er. Og af alle steder optræder den samme historie i Ekstra-Bladet - ganske vist noget mere patetisk (bladets journalist klynker for åbent tæppe over at Løkke angiveligt skulle være vred på ham) men nuvel (jeg kan i øvrigt ikke lade være med at trække på smilebåndet af, at på to dage er jakkesætsbestillingerne gået fra at være skræddersyet til at være strangtøj - men nu har de fleste journalister, og i hvert fald ikke ekstra-bladets, sjældent været ørne mht. påklædning...).

Sagen er den enkle, at når og hvis det sker, vil Lars Løkke Rasmussen blive en fremragende statsminister. Og de mærkelige spørgsmål vil holde op. Journalisterne vil som de altid har gjort rejse sig, når statsministeren kommer ind til sit tirsdagspressemøde. Han vil være udtryk for flere ting: For det første en triumf for Anders Fogh-Rasmussen. Hans personligt skabte ambition om at Venstre skulle overtage Socialdemokraternes rolle som de naturlige kongemagere i dansk politik vil være cementeret. Et magtskifte i en valgperiode, hvor magtens øverste embede skifter fredeligt fra den ene til den anden i det samme parti er en magtdemonstration, der ikke er set i uhørt mange år i dansk politik. Sidst det skete var i 1972. Noget, der stadig den dag i dag står stor magi omkring.  

Dernæst vil han naturligvis blive en anden statsminister end Fogh. Jeg har tidligere i disse spalter beskrevet det som forskellen på H.C. Hansen/Hedtoft og Krag. Når den socialdemokratiske partihistorie skrives er der stadig diskussion om, hvem af dem, der egentlig var de største. Men store var de begge. Jeg er sikker på, at det vil gå ligesådan med Lars.

For mig var det en berørende stund på Venstres Landsmøde, da finansministeren, tydeligvis blotlæggende sig selv for et kort sekund, for første gang offentligt reflekterede over hvem han var og hvad han kom fra. Det var så bly en berøring, en sky mand, der famlede lidt men kom igennem - igen denne link til Krag. Men tænk hvilken dynamik og fylde, Krag havde i dansk politik. Jeg forudser, at det samme vil være tilfældet med Lars.

Man skal ikke tage fejl af, at den veritable kampagne, Lars Løkke Rasmussen er blevet mødt med gennem det sidste år, har sin baggrund i, at ikke en ledende politiker på Christiansborg er ubekendt med hans enorme kvaliteter. Kunne man derfor begå et karaktermord, før ørnen fik vinger, ville det ovennævnte alt sammen være tabt. Det lykkedes ikke. Og som Nietzsche har betroet os; hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af. Oppositionen har ingen grund til glæde...

-------------------------------------------------------------------------------------

Og så et irritationsmoment: Ja, jeg medgiver og indrømmer, at det der følger nu kan forekomme noget bittert og surt. Det er det ikke ment som. For mit vedkommende er det en sorg over, at også jeg må bekymre mig over, hvilket København mine børn - og unge som sådan - færdes i. Jeg tænker her på den stigende forråelse og de skudvekslinger, der er ved at blive en daglig foreteelse i København.

Alt hvad jeg forudskikkede i min valgkamp i 2005 er desværre blevet til virkelighed. Hver og en ting. Og selv om folk har kunnet se det komme, er der intet sket.

Hvorfor er der ikke gennemført lovgivning, der udviser udlændinge der bærer våben? Hvad er det, der forhindrer dette, når Folketinget konstant tilkendegiver, at ville støtte f.eks. sådant et tiltag?

Det er ikke nok. For at standse disse ting skal nul-tolerancepolitikken indføres, som jeg beskrev fyldestgørende i min blog den 25 marts i fjor. Det er en helhed, der skal til. Men signalet om udlændinge og våben må sendes. Nu. For der skydes i Københavns gader. Der er ingen tvivl om, at rigtig mange af de der skyder, har udenlandsk statsborgerskab. Det er utåleligt.

Følgende historie er autentisk:

 I slutningen af 90erne kom en af de fremtrædende venstrefolk i Københavns Borgerrepræsentation (BR) til mig (dette skete før jeg blev borgmester, jeg var blot menigt medlem af BR dengang) og ville overtale mig til, at Venstre skulle medvirke til et kommunalt indskud på 200 millioner kroner i Idrætsparken. Gjorde vi det ikke, fortalte han, ville Idrætsparken gå neden om og hjem og værdierne forsvinde.

Jeg kigge lidt på ham, og spurgte ham, hvordan et bygningsværk som Parken, ved en konkurs, ville falde sammen? Om han ikke godt kunne se, at andre blot ville overtage værdierne og drive dem videre, men denne gang baseret på en sund driftsøkonomi? Han holdt fast ved sit, og vi blev ikke enige.

Men det skete jo alligevel: Kommunen sagde - gud ske lov - nej til at gå ind i projektet. Og i stedet kom den professionelle styring ind i skikkelse af Flemming Østergaard. Resten er i dag historie. Og et økonomisk fodboldmirakel i Danmark er gennemført - uanset hvad Berlingske Tidende måtte skrive for nærværende.

Det er svært for mig at lade være med at tænke på den historie, når jeg for tiden ser, hvad diverse stater bliver anmodet om at stoppe penge i, i forbindelse med finanskrisen.

I USA nu, med særlig relevans for Skandinavien (læs: SAAB), diskuterer man støtte til bilindustrien. Der er allerede givet store - ja enorme - beløb. Men det er ikke nok - Chrysler har i dag meddelt, at foretages der ikke en solid tilførsel af yderligere kapital kan virksomheden ikke overleve. Bilindustrien er kun det mest groteske eksempel indtil videre. 

For hvad er det egentlig, man beder skatteborgerne om at støtte? Svaret er enkelt: Ineffektive virksomheder, hvis produkter borgerne ikke ønsker at erhverve. Hvorfor i al verden skulle staten gå ind og støtte det??

Sandheden er jo den enkle, at de rentable af produkterne vil blive produceret igen efter en konkurs. Mens de, der ikke kan svare sig, vil forsvinde. Sådan SKAL markedet jo have lov til at virke...

Man påstår, man griber ind for at hindre massearbejdsløshed. Men problemet er jo, at der så i stedet på lidt længere sigt, når statskasserne løber tør, bliver tale om endnu større kraks, når man til den tid har opretholdt et urentabelt produktionssystem, der kun har gjort ondt værre.

Der er i sandhed grund til at mindes ordene i denne tid om, at lade falde hvad ikke kan stå. Alternativet er vanvid for skatteborgernes penge - og endnu større arbejdsløshed på sigt.

Giv markedet lov til at virke, og denne krise vil rette sig. Subsidier urentabel produktion, og forlæng krisen og markedsreaktionen. Så enkelt er det.

Er der intet politikere kan gøre for at imødekomme den bekymring, mange borgere nærer for den nuværende situation? Jo bestemt: Fjerne unødige forhindringer og byrder på den enkelte. Let skatten på arbejde. Tilfør på den måde det enkelte menneske tillid og ro omkring hans eller hendes privatøkonomi. Med tillid og ro følger også den positive spiral. Det er godt, der for tiden er skattereformforhandlinger igang. Og tåbeligt at S og SF ikke vil garantere skattestoppet efter skattereformen. Men dem om det. De partier ønsker ikke at tage medansvar for at løse borgernes problemer. Det vil de blive dømt på i den kommende tid.

Som barn af 70erne sørgede voksne for, at man i hvert fald kom til at kende en ting: Angsten.

Det er et af de forhold, det er sværest at tilgive den såkaldte 68-generation: Det at børns hoveder skulle fyldes med voksnes problemer og angst. Hvad enten det drejede sig om børn, der blev slæbt med til voldelige demonstrationer og hevet frem i forreste frontlinje som skjold mod politiet, børn der var indlagt til at høre Bjarne Jes Hansens sang om at de voksne også ku være bange spillet højt i radioen eller fremvisningen af film i skolen om verdens udslettelse med atomvåben helt udi detaljen. Så var angsten der altid, og blev kvalmende nærmest stoppet ned i halsen på børn, sådan at min generation siden blev kaldt den apatiske, borgerlige generation, simpelthen fordi vi flygtede ind i en verden af arbejde, materialisme og umiddelbar tryghed.

I 70erne var den angst skabt af venstrefløjen og 68-generationen. Nu banker den på igen. Desværre denne gang fremkaldt af den modsatte politiske verden. Tydeligst kom det til udtryk her i begyndelsen af februar, hvor Amerikas politiske svar på Darth Vader, Dick Cheney, gav udtryk for, at et kernevåbenangreb på den vestlige verden var uomgængeligt. En anden skribent, der også vil være denne blogs læsere bekendt da jeg ofte nævner hende, er Peggy Noonan, der har givet udtryk for den samme defaitisme, eller i virkeligheden den samme skæbnebestemthed, bl.a. i sin nyeste bog Patriotic Grace.

Det er den omvendte verden at opleve en grinende, munter - erindringsforskydende - Villy Søvndahl, en tiljublet Obama og samtidig borgerlig-liberale tænkere og politikere, der i stigende grad giver sig hen til skyttegravsstemningen og prædiker frygt og angst for fremtiden. Det kan og har aldrig været den frihedsorienterede vej. Det har altid været sådan, at bekymringen og angsten har været venstrefløjens hændervridende supermarked, mens håbet og troen på det enkelte menneske har været de frihedsorienterede partiers.

Inden længe vil stemningen fra begyndelsen af 70erne være over os. Hvis den ikke er her allerede. Ja, SF nyder godt af modebølgen og har gjort det nogen tid. Men den moderne verdens foranderlighed og hast er langt større end for blot 10 år siden. Venstres opbygning tog 20 år. I dag forsvandt Ny Alliancen på 1 år. De radikales storhedstid varede 4 år. Det er som om vores fælles opmærksomhed svinder og kun kan fastholdes så og så længe. Så videre; det skal være nyt, strålende, interessant - en udvikling, der er ved at kulminere, og som vi inden for et års tid formodentlig vil kunne se på SF, når det topper.

Der vil igen komme nye partisprængninger, måske nye partidannelser. Der vil ske eksplosioner. Og dansk politik vil skulle gennemgå en endnu mere turbulent periode end blot de sidste par års, hvilket ellers har været rigeligt.

I denne periode er det vigtigt, at de frihedsorienterede partier i Danmark kender deres besøgelsestid, og i klart sprog hylder friheden, fremskridtstroen, ægtheden og passionen som en del af det politiske verdensbillede. Vi må afvise det givne, det stillestående, det billede af at alting er givet på forhånd og at ulykken venter lige om hjørnet. Vi må løfte faklen op for disse ting, der altid har samlet mennesker omkring hinanden, fordi alternativet er en lang mørk vandring mod kollektivismen og statsstyring. En løsning, der kun vil gøre fremtidens udfordringer endnu værre og større end selv det værste fantasiskabte mareridt.

I sådanne tider lykkes det meget ofte demagoger og kollektivister at opnå støtte til den stærke mand eller den stærke stat. Det er allerede i gang verden over med den massive statsstøtte til dette og hint, under påstanden om, at verden står overfor den værste krise siden 1930erne. En løgn.

Enhver der kender situationen fra slutningen af 70erne, hvor keynesianismens misregimente kulminerede i det indtil i dag fuldstændige nederlag, vil erindre sig begrebet "stagflation" - nemlig dengang hvor både renten var tochifret, inflationen var tochifret, arbejdsløsheden enorm og stigende og statsfinanserne i underskud og faldende, samtidig med, altså, at atomtruslen truede hele verden med udslettelse.

En mand løftede verden ud af frygtens skygge. Han fjernede frygten, fjernede (dermed) inflationen, den enorme rentebyrde, den enorme skattebyrde, den enorme arbejdsløshed, og atomtruslen. Den mand var Reagan. Han brugte ikke angsten til at fremme sit mål, men håbet. Han talte altid om det menneskelige væsens enorme skaberevner, om fremskridt og optimisme, og om hvordan statsstyring og planlægning er dræbende for det enkelte menneskes virkelyst og skabertrang. Man kan ikke frigøre sig for, at grunden til, man nægter at anerkende hans Herkuliske værk, er fordi, han brugte kapitalismens fineste værktøjer til at fjerne det væv af socialisme, der var spundet ud over hele den vestlige verden gennem 50 år, og genskabte troen på friheden.

Negligerer jeg truslen fra terrorister? Nej - men den trussel er for intet at regne mod angsten for den atomare udslettelse af menneskeheden. Negligerer jeg de tab vi vil komme til at se i den krig, der er mellem filosofier og dele af civilisationer? Nej - men jeg anerkender ikke de fanatiske dele af Islam som tilhørende civilisationer, dér er tale om barbari hvortil der kun er et svar - lad os med Shakespeares ord da drage i krig, men gøre det som Happy Warriors ("We few, we happy few..."). Vore børn og børnebørn skal ikke lide under angstprægende neuroser, fordi galninge og mørkemænd har tænkt sig at skade vores civilisation. Vores tro på det enkelte menneske vil sejre, skønt vejen vil blive blodig - og derfor er der et lys for enden af tunnellen, et lys man ikke skal slukke, men tænde, så det kan ses. Og så folk da også kan forstå, hvorfor den vestlige verden - og Danmark - fører den krig.

Den vestlige verden har brug for tro og håb - ikke angst og determinisme. Vi har brug for passion - ikke gråmeleret ligegyldighed. Det gælder såmænd også det borgerlige Danmark. Det er godt at se, at nye ideer og nye tanker også her er på vej. Hvorfor sådanne tanker og arbejder altid skal sættes ind i personmæssig kontekst begriber jeg ikke. Sandheden er, at der blot er tale om rettidig omhu. Tiderne skifter - de kommende år vil være lige så forskellige som perioden fra 1950 frem til 1965 og 1965 frem til 1982. Det er sandheden - og det skal det borgerlige Danmark ruste sig til.

Alternativet er, at den fanatiske socialisme igen stikker sit hoved frem. At vi ser det samme store flip udfolde sig endnu engang - som Marx sagde om historien, først tragedie, siden komedie. Jeg ser ingen grund til, vi skulle lægge os ned og se til, mens det skete. Det var rigeligt sidste gang... Og at tro, at løsningen på den nuværende markedsreaktion er mere statsstyring, større planlægning og mindre frihed til det enkelte menneske er ikke kun vulgært og forstemmende. Det er også farligt, og kan bane vej for mekanismer og mennesker vi for længst troede vi havde set det sidste til.

So onward christian soldiers! God søndag.

Her til aften randt to billeder mig i erindring:

1) For nogle uger siden sendtes en mindeudsendelse på DR 2 om Victor Borge. Jeg bed mærke i datterens fortælling om de to forældre, der havde hver deres soveværelse. Datteren fortalte, at hun opfattede det som et ønske fra forældrenes side om altid at tage sig ud fra deres bedste side, når de sås.

2) Den store amerikanske præsident - og skuespiller - Ronald Reagan bemærkede engang om det moderne Hollywoods ønske om at udstille meget specifikke sex-scener (en udvikling, der jo mildest talt ikke er gået i sig selv siden), at han egentlig satte mere pris på tiden, hvor man på et tidspunkt "blot så et tog køre ind i en tunnel, og så var resten overladt til fantasien".

Det er for mig yderpunkterne i et verdenssyn, der fastholder billedet af mennesket som et væsen hævet over dyret, og så den totale ydmygelse og udstilling af menneskets værste sider, vi ser i moderne tid. Vi så det starte med Big Brother og Robinson, og siden bredte det sig til filmoptagelser og med andet i snart sagt alle samfundslag - pakket lidt mere elegant ind. Men lige så nyfigent, lige så grænseoverskridende, lige så sørgeligt.

Ja; jeg tænker på Christoffer Guldbrandsens film her til aften om Ny Alliance, og ikke mindst de tre hovedpersoner Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg.

Om politik sagde allerede Bismark, at processen ikke var noget at vise frem. Hans berømte bon mot (i varierende former) om, at politik er som pølser, alle spiser det men ingen vil vide, hvordan det bliver til, er sandt den dag i dag.

Jeg bliver ked af det, når jeg ser en sådan film. Sandheden er, at medier og egoer jager ofre i en konstant jagt på udstilling og selvrealisering, og det skader dybtliggende det enkelte menneskes tro på de tillidsstrukturer vi har skabt for hinanden, ikke mindst i Danmark.

Når man selv har prøvet noget af det værste inden for den politiske genre - og for dem, der er i tvivl tænker jeg henholdsvis på folketingsvalget og kommunevalget i 2005, der begge var rædselsfulde oplevelser - så fyldes man med medlidenhed over at se grundliggende gode mennesker blive - og lade sig - udstille(t) på denne måde. Der er ganske enkelt bedrøveligt, og ulækkert, og jeg forstår ikke den hæslige jubel, der møder filmen. I virkeligheden er det først og fremmest nekrofili. Noget vi i en anden tidsalder afskyede og foragtede. I dag er det formodentlig den næste trend.

Føj for fanden.

Sandheden er ikke altid rar. Og ofte ubelejlig. Se nu Berlingskes sidste afdækning af den manglende omhu, der har præget politiet igennem de sidste år her

Sagen handler om en ung pige, der har prøvet at anmelde et overfald - hvor politiet tilmed havde fat i fire af overfaldsmændene. Men ingen blev anholdt.

lad mig sige fuldstændig ærligt: Det er min klare opfattelse, at der er masser af sådanne sager rundt omkring. Det er ikke bare en undtagelse. Det er desværre hverdag for mange lovlydige borgere. Og det har været det længe. Prøv blot at forespørg i din omgangskreds. Eller konstater, som Københavns Kommune kunne gøre det i 2005, at langt over 80 % af sager om vold og trusler mod børn ikke behandles eller når politiets øren.

I fjor beskrev jeg hvordan politiets ledelse valgte en dialog med de autonome og også dele af indvandrermiljøet, da det gik løs. Jeg bemærkede også - dengang til stor forargelse - at der var noget galt med politiets strategi. Og at det var særlig generende, når man kunne mærke, at politiet som følge af strategiske valg ikke interesserer sig for såkaldt "småkriminalitet".

Sagen er bare den, at småkriminalitet bliver til stor kriminalitet. Og når man som borger fornemmer, at overfald, vold og trusler ikke interesserer politiet, så bliver man skræmt, man bliver angst og man begynder at tage sine forholdsregler.

Så sent som i sidste uge mødte jeg en fremtrædende erhvervsmand, der nu har barrikaderet sit hjem, har anskaffet sig et baseball-bat og ekstra ordinære alarmer, fordi indbrud og tyverier blot tager til og tager til - og et indbrud hos ham ikke havde medført nogen nævneværdig reaktion. Vi taler altså om Danmark. En adfærd, der for 10 år siden havde været utænkelig, men som i dag breder sig som en steppebrand over alt. Se blot sidste uges historie om, hvor mange danskere der nu har udstyret sig med en peberspray.

Det er vigtigt, at vi får denne debat i åbenhed. At vi starter genopdragelsen af os selv og tydelig markerer, at den form for associal adfærd med trusler, vold og tyverier, ikke er acceptabel adfærd her i landet. At vi tager den alvorligt. Og at den får konsekvenser.

Politiet må forfølge ethvert kriminelt tiltag. Alternativet - den bløde hidtidige strategi - ser vi resultaterne af nu. Og det bliver kun værre.

UPDATE: For særlig interesserede, tjek mit blogindlæg fra den 25. marts 2008 under overskriften "der kan gøres noget" eller i kortere form denne kronik fra Berlingske Tidende her